Virksomheder blev klogere på at møde fremtiden

På VEU-center MidtØst og Østjyllands VEU-konference den 5. oktober 2017 på Scandic Silkeborg fik omkring 130 personer fra midtjyske virksomheder viden og inspiration i forhold til de nye muligheder som digitalisering og ny teknologi skaber.

Programmet startede med, at Anne-Lise Høj Lejre fra Teknologisk stillede skarpt på virksomhedernes nye digitale virkelighed og forandrede forretningsmodeller - med disruption som omdrejningspunkt.

Derefter gav 3 virksomheder deltagerne et spændende indblik i, hvordan de har håndteret indførelse af ny teknologi og gennemført digital transformation i deres virksomhed. Formiddagen sluttede med et indlæg om at huske at sætte fokus på arbejdsglæde i en forandringsproces, da trivsel skaber bedre resultater på bundlinjen.

VEU-centerets skribent fangede nogle af tilhørerne til konferencen, for at høre hvad de havde fået ud af dagen.

Natur-Drogeriet

plus

Natur-Drogeriet producerer og sælger naturmedicin. Direktør Jan Rathcke er for 3. år mødt op til konferencen - igen i år sammen med hele ledergruppen.

- Det er som altid super gode cases her på konferencen, fastslår Jan, det giver et godt og bredt indblik i de nye digitale udfordringer. Det er dejligt, at andre virksomheder vil dele ud af deres erfaringer, så vi har noget at relatere os til og lære af. For det er så vigtigt, at vi i fællesskab får input og nye perspektiver, så vi kan navigere i den digitaliserede verden.

Natur-Drogeriet fortsatte sammen resten af dagen. De havde booket et lokale på stedet, så ledergruppen på den måde fik en hel dag med inspiration og videndeling. 

Dahl Pedersen

plus

Jan Færch, værkstedschef hos Bilforhandler Dahl Pedersen, deltager for 1. gang i konferencen.

Jan mener, at det handler om at være forberedt på udviklingen med digitalisering, robotter og ny teknologi. Både ledelse og medarbejdere må ruste sig, så vi kan nå selv at tage del i forandringsprocessen.

- Alle indlæggene var særdeles relevante og rækkefølgen var den helt rigtige, fastslår Jan. - Det sidste indlæg om arbejdsglæde, som en af nøglerne til en vellykket forandring på arbejdspladsen, var jeg meget glad for. For mig er det vigtigt at få det menneskelige perspektiv med.

Hvis han kunne ønske sig mere af konferencen var det mere fokus på netop hans branche - bilbranchen, samt at det var muligt med brancherelateret erfaringsudveksling.

TEXTRA

plus

Adm. direktør Rolf Rasmussen deltager sammen med projektleder Melissa Reifling, som bl.a. står for udvikling af virksomhedens digitalisering og sociale medier. TEXTRA er en B2B handelsvirksomhed med et bredt sortiment af stof, knapper og tilbehørsartikler til primært beklædnings- og møbelindustrien. Desuden faciliteter de produktionen af tøj for en del danske tøj brands. De har 14 ansatte i Løgstrup ved Viborg og 7 i Guangzhou i Kina.

Melissa synes, at Poul Becks (Dansand) indlæg om strategisk- og forandringsledelse var yderst relevant i forhold til TEXTRA og deres digitale fremtid. Rolf blev ret grebet af det Finn Brøndum (Grundfos) kunne fortælle om parathed. Hvor vigtigt det er at få medarbejderne med, så alle er parate og ikke mindst kan se meningen med at skulle omstille sig.

Salling Grovvarer

plus

Salling Grovvarer er en af landets kun 3 mindre tilbageværende selvstændige andelsgrovvareforeninger.

Jens Jørgen Frederiksen, daglig leder af økonomi og IT, finder det tankevækkende at Anne-Lise fra Teknologisk fortalte, at nye firmaer kun eksisterer i 18 år i gennemsnit. - Vi har da heldigvis lige haft 50 års jubilæum, siger han med et smil.

Jens Jørgen kan nikke genkendende til indlægget fra Grundfos.  - Salling Grovvarer har for 1½ år siden digitaliseret deres papirgang, så alt dokumenthåndtering nu sker elektronisk, fortæller han. – Så vi er godt i gang med digitalisering, og det er da helt sikkert kun starten på brug af digitalisering og anden ny teknologi hos os.

Kloster Sølv

plus

Lisette Jessen er indehaver af Kloster-Sølv i Kjellerup, hun blev fanget af programmet og specielt ville hun gerne høre Poul Becks indlæg. Både hans indlæg og de øvrige fandt hun inspirerende og særdeles aktuelle. Kloster-Sølv er en lille smykkeforretning, Lisette er udlært i butikken, og kom så senere tilbage og overtog butikken, som hun nu har haft i 10 år.

Vi har et kasseapparat, som kan lagerstyre og har netop indkøbt en computerstyret graveringsmaskine, så vi har taget noget af den nye teknologi til os. Lisette er sikker på, at den fysiske butik vil bestå i fremtiden. - Det er den personlige service, som er vigtig i en butik som min, mener hun.

Lisette ville ønske, at der blev etableret en eller flere erfa-grupper som opfølgning på dagen. - Det kunne været givtig, for en lille virksomhed som min, at have nogle andre at spare med engang i mellem, slutter hun. 

International Furniture

plus

International Furniture blev etableret i 1981 og er beliggende på Djursland. Kontorchef Maiken Riis fortæller, at 3 kolleger i ledergruppen deltager for at få en fælles referenceramme, så de kan arbejde videre med at digitalisere virksomheden og vores produkter. Specielt så forhandlerne kan få mulighed for at give slutbrugeren en bedre visuel oplevelse. Det vil også gøre det lettere for vores forhandlere at finde frem til former, farver, priser etc.

- Alle indlæg har været meget spændende, fortsætter Maiken, - det sidste indlæg om at få mennesket med var en super god afrunding, tilsat humor så vi fik smilet frem. Virksomhederne kommer ingen vegne, hvis ikke medarbejderne er med, de skal inddrages for at være omstillingsparate og forandringsvillige. Der er ingen tvivl om, at arbejdsglæde i sidste ende kan måles på bundlinjen.

Ledergruppen på International Furniture består af kontorchef Maiken Riis, salgschef Rene Secher og lagerchef Rene Nielsen.

| Persondatapolitik på hjemmesiden | VEU-center MidtØst | information@veu-center-midtoest.dk | H. C. Andersens Vej 9 | 8800 Viborg © 2018 Facebook Linkedin